OB fik uafgjort mod midtjyderne

FC Midtjylland og OB delte point efter 2-2 i en herlig og underholdende match på MCH Arena, der åbnede SAS Ligaens foråssæson.

Selv om det er bidende koldt, kan man sagtens spille god fodbold. Det leverede FC Midtjylland og OB beviset på i SAS-Ligaens forårspremiere i Herning. 2-2 blev resultatet efter en medrivende anden halvleg, der bød på et hav af fine detaljer.

Højdepunktet i en tæt første halvleg kom allerede efter fem minutter, da Mikkel Thygesen i to omgange bragte bolden ind til hovedet af Frank Kristensen, der fra kort hold headede i nettet til 1-0.

Der kom dog først for alvor leben i kampen et kvarter inde i anden halvleg, hvor OB's kværnen i retning af midtjydernes mål endelig gav resultat.

Norske Espen Ruud centrede halvfladt, men alligevel lykkedes det for islandske Rurik Gislason at få headet bolden over i fjerneste hjørne. Dejlig detalje af Gislason, der nærmest stod med hovedet nede i hoftehøjde.

OB forsatte med at angribe med hovederne et godt stykke nede under armen. I hvert fald erobrede midtjyderne kort efter bolden og sprintede af sted i en stor kontramulighed. Det endte med, at Christian Sivebæk både sendte Roy Caroll ud i fuld længde og ramte stolpen.

Det blev ved 1-1, og alt var åbent i de sidste 20 minutter. OB stadig med mest bold, men uopmærksomme, da det evigt farlige kontrahold fra Midtjylland igen kom op omkring feltet. Igen var Frank Kristensen stærkere end fynboernes midterforsvar.

2-1-føringen holdt ikke engang fem minutter, så havde en anden veteran, Chris Sørensen, smidt en frisparksbold ind i nærmeste hjørne til 2-2.

Jonas Lössl, debuterende FCM-målmand, stod for kampens sidste højdepunkt, da han kort før tid reddede et forsøg fra en helt fri Peter Utaka med en flot fodparade.

Dermed kan OB i morgen tabe teten i SAS-Ligaen, hvis FCK vinder hjemme over AGF.

Oversigt

    Oversigt