OB: Kasper Larsen vender hjem

22-årige Kasper Larsen vender tilbage til OB efter at i kort tid at have været udlejet. Forsvarsspilleren og OB har skrevet kontrakt frem til sommeren 2017, oplyser ob.dk.

Kasper Larsen blev i vinterpausen udlejet fra OB til FC Astana i Kazakhstan, men eventyret stoppede efter kort tid, da fynboen blev skadet og havde svært ved at spille sig på holdet. Derfor er han tilbage til Fyn et halvt år før tid.

- Vi kender Kasper og hans kvaliteter, og vi ved, at han er en dygtig forsvarsspiller med et stort talent. Derfor har vi også set frem til, at han ville vende tilbage, når lejeperioden udløb. Nu kommer han hjem et halvt år tidligere end ventet, og det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke blev til den fodboldmæssige udfordring, Kasper havde set frem til, men han vender hjem i en modnet og stærkere udgave, og jeg glæder mig desuden over, at vi samtidigt har forlænget aftalen med Kasper frem til sommeren 2017, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til ob.dk.

Og den 22-årige forsvarsspiller er tilfreds med at vende hjem igen.

- Jeg glæder mig til igen, at kunne trække den stribede trøje over hovedet. Det har været spændende at opleve noget nyt både som menneske og fodboldspiller, siger Kasper Larsen.

Kasper Larsen har spillet 81 kampe for OB og scoret to mål for klubben. Han har desuden spillet 49 U-landskampe.