OB klar til Aston Villa

SAS Liga-klubben OB er efter en samlet 4-1-sejr over finske TPS Turku klar til tredje runde af Toto Cuppen, hvor fynboerne skal prøve kræfter med Aston Villa.

Selv om sommerferien er i fuld gang for de fleste, havde 4034 tilskuere fundet vej til Fionia Park i Odense, hvor OB spillede Toto Cup-kamp mod finske TPS Turku. Fynboerne havde vundet det første opgør i Finland med 2-1, og på hjemmebanen i Odense gjorde SAS Liga-mandskabet arbejdet færdigt, da finnerne blev sænket med 2-0.

Senegalesiske Djiby Fall scorede begge fynboernes mål i et opgør, hvor også nyindkøbte Björn Runström viste gode takter for OB. Svenske Runström lagde op til Falls første mål, mens Thomas Helveg efter pausen plantede et godt indlæg i panden på senegaleseren, der uden problemer gjorde det til 2-0.

I tredje runde af Toto Cuppen møder OB Premier League-mandskabet Aston Villa, der har landsholdsspilleren Martin Laursen som fast mand i midterforsvaret. Første opgør bliver spillet i Odense lørdag den 19. juli.

Oversigt

    Oversigt