OB kom tæt på medaljer med sikker sejr

Efter ren opvisning i anden halvleg vandt OB søndag 3-0 over FC Nordsjælland. Fynboerne er på tredjepladsen nu hele 11 point foran nummer fire, FC Midtjylland.

De kan så småt begynde at øjne metal i Odense. I hvert fald kom OB et godt stykke tættere på SAS Liga-medaljer efter en overbevisende 3-0-sejr over FC Nordsjælland søndag eftermiddag.

Lars Olsens tropper slog dermed et formentlig afgørende hul til FC Midtjylland på ligaens fjerdeplads. Således er fynboerne på tredjepladsen nu hele 11 point foran de midtjyske ulve, der tidligere søndag tabte 0-2 til Randers i egen hule.

Samtidig holder OB'erne fortsat fat i Brøndby og FC København i kampen om det danske mesterskab.

I søndagens kamp begyndte fynboerne som lyn og torden. De 10.380 tilskuere havde knapt indfundet sig på Fionia Park, før Johan Absalonsen på fornem vis havde skudt hjemmeholdet i front efter blot to minutters spil.

Det næste kvarters tid vadede OB'erne i chancer mod et overordentligt usikkert FC Nordsjælland-forsvar, hvor især målmand Nenad Novakovic havde problemer.

Gæsterne kom bedre med sidst i halvlegen, men otte minutter efter pausen var den igen gal i det nordsjællandske forsvar, og Peter Utaka sendte 2-0-målet mellem benene på Novakovic.

Samme Utaka var ti minutter senere mand for 3-0-scoringen, der efter al sandsynlighed altså sikrer fynboerne mindst bronzemedaljer.

Oversigt

    Oversigt