OB nedjusterer målsætningen

Superligaklubben OB forlader nu de sidste to sæsoners officielle målsætning om at være et tophold. I dag melder klubben ud, at en midterplacering er målet for den nuværende sæson.

Klubben ligger efter ni runder nu nummer 10 i ligaen, og det er præcis den placering, OB er endt med at have i de to foregående sæsoner.

Den kendsgerning får nu klubben til at ændre den officielle målsætning om at være tophold.

- Det er en målsætning, der har ligget i kortene et stykke tid, og den går kort ud på, at vi går efter en midterplacering. Vi er godt klar over, at efter de sidste par sæsoner, hvor vi blev nummer 10, der går vores vej til toppen over en midterplacering, siger sportsdirektør Jesper Hansen til TV 2/FYN.

Væk er status som førsteudfordrer til titlen og ambitionerne om at spille europæisk fodbold. Og spillerne bakker op om nedjusteringen.

- Det er noget, vi ser som positivt. De sidste par sæsoner har ikke været for gode, så det er i hvert fald en målsætning, vi er fuldt tilfredse med, siger anfører Anders Møller Christensen.

Den nye målsætning kommer ikke til at betyde noget i træning og kamp, forsikrer OB's sportsdirektør.

- Når vi træner, gør vi det for at vinde næste kamp, og det er det, der skal afspejle vores hverdag, siger Jesper Hansen.

For cheftræner Troels Bech betyder nedjusteringen ikke det store.

- Men vi er nødt til at erkende, at vi med to tiendepladser i træk ikke bare kan slippe uhindret fra at råbe "Vi vil være tophold". Vi har vist, det har været svært at nå det niveau i en tid, hvor vi forsøger at spare økonomisk, siger træneren til TV 2/FYN.

På søndag venter FC Midtjylland, som suverænt fører Superligaen. OB ligger med tre nederlag i træk lige nu på tiendepladsen, og det vil kræve hårdt arbejde at komme højere op.

- Nu slikker vi lige sårene lidt. Der har været momenter, hvor vi har set gode ud, og så har der været momenter, hvor der skal forbedringer til, og det er noget, vi drøfter meget i øjeblikket, siger Jesper Hansen.

Troels Bech mener, at det største pres kommer fra spillerne selv og ikke fra målsætningerne, men medgiver, at den nye udmelding kan have en betydning.

- Jo jo, toppen af presset kan da være taget af dem, som er ved at øve sig i at have presset på sig, men ellers er det noget helt andet, vi kigger på. Vi kigger på de små skridt frem mod målet, siger træner Troels Bech, der mener, at en placering mellem nummer 5 og 8 er realistisk at stile efter.

Næste kæmp: OB - FC Midtjylland, Søndag den 29. september klokken 19.00 på Trefor Park.

Stillingen i Superligaen

Oversigt

    Oversigt