OB-profil ser frem til næste opgave

Andreas Johansson håber, at OB spiller en fantastisk kamp mod Getafe i fynboernes næste Europa League-opgave.

Det er en lettet Andreas Johansson efter OB's 2-0-hjemmesejr over schweiziske Young Boys i Europa League-gruppespillet torsdag aften.

Midtbanespilleren glæder sig nu til, at spanske Getafe kommer på besøg den 1. december i fynboernes næste europæiske opgave.

- Vi spiller forhåbentlig en fantastisk kamp mod Getafe og vinder også den. Så begynder det at ligne noget, tror jeg, siger Andreas Johansson.

- Mod Young Boys havde vi brug for tre point, og dem fik vi, så det er fantastisk for os, men lige nu er det fortsat svært for os at komme videre. Det er helt sikkert, lyder det fra midtbanespilleren, der så Hans Henrik Andreasen score begge kampens mål.

Alt andet end en sejr over Young Boys havde betydet, at OB ikke kunne gå videre fra gruppe H. Her har fynboerne nu tre point op til netop Young Boys, der sidder på den vigtige andenplads, som giver videre avancement.

Andreas Johansson hæfter sig desuden ved, at OB's formkurve er opadgående igen. Han er især tilfreds med, at det defensive arbejde er blevet forbedret på det seneste.

- Vi spiller okay nu og har de seneste kampe ikke lukket dumme mål ind, hvilket vi ellers har gjort tidligere på sæsonen, så det hele for os ser klart bedre ud, siger han.

Oversigt

    Oversigt