OB-skuffelse gør FC København til mester

OB's 1-2 nederlag til FC Nordsjælland sender guldet til København. Matti Lund Nielsen blev fynboernes bøddel.

Den tidligere OB'er Matti Lund Nielsen stjal billedet på Tre-For Park i Odense, hvor han med to scoringer sendte FC Nordsjælland tilbage over nedrykningsstregen med en 1-2-sejr over OB.

Dermed er FC København dansk mester allerede inden eftermiddagens møde med Lyngby.

OB fik ellers en flyvende start på kampen, da Peter Utaka allerede efter syv minutter let kunne sende riposten fra Andreas Johanssons stolpeskud i nettet.

Efter scoringen faldt hjemmeholdet dog længere tilbage på banen, nøjagtigt som i mandagens topkamp mod FC Midtjylland, hvor netop det kostede en sen udligning.

FC Nordsjælland fik overtaget i spillet, hvor især de livlige kanter Andreas Laudrup og Tobias Mikkelsen hele tiden udfordrede OB-forsvaret.

Det var dog den tidligere OB'er Matti Lund Nielsen, der gjorde de 12.000 tilskuere på det solbeskinnede stadion tavse, da han efter en halv time flugtede bolden i mål til en fortjent udligning.

OB var uden karantæneramte Eric Djemba-Djemba og Kalilou Traoré, og der manglede generelt noget vildskab på midtbanen, hvor Andreas Johansson og Hans Henrik Andreasen havde det svært mod udeholdets hurtige pasningsspil.

Derfor var det heller ikke ufortjent, da Matti Lund Nielsen efter en dribletur på over en halv banehalvdel satte bolden ind bag Stefan Wessels i OB-målet. Et mål, der kandiderer til årets mål i superligaen.

OB pressede på i en hektisk slutfase, hvor de blandt andet havde et forsøg på stolpen. Men udligningen udeblev, og dermed kan både Brøndby og FC Midtjylland for alvor melde sig ind i sølvkampen i de kommende kampe.

Oversigt

    Oversigt