OB-træner: Vi gjorde det svært for os selv

Kent Nielsen ærgrer sig over, at OB begik for mange fejl i fredagens 2-2-kamp mod AGF.

OB var i front med både 1-0 og 2-1, da de fredag aften tog imod AGF i Alka Superligaen. Det var dog ikke nok til en sejr, AGF formåede nemlig at rejse fra Odense med 2-2 i bagagen.

At det ikke blev til tre point, er ifølge OB-træner Kent Nielsen ikke mindst fynboernes egen skyld.

- Vi har en klar bevidsthed om, at vi gjorde det svært for os selv ved at begå mange tekniske fejl. Men jeg må rose spillerne for at slide og slæbe defensivt. Det var positivt, siger Kent Nielsen.

- Men minusset for os var, at vi var for lidt på bolden og smed den for hurtigt væk. Med det hold, vi har, skal vi gerne have længere tid på bolden.

- Vi så især i første halvleg, at når vi kom ind på AGF's banehalvdel med bolden, så blev vi farlige næsten hver gang.

Kent Nielsen ærgrer sig videre over kampens sidste mål, der blev sat ind af Mate Vatsadze, der flot løftede bolden over målmand Michael Falkesgaard.

- Vi er ærgerlige over det andet mål, for der var vi ikke opmærksomme på en dyb bold. Dybe bolde, hvor der bliver brugt mere end én berøring, kan forsvaret som regel godt læse, siger OB-træneren.

Rasmus Festersen kom endnu en gang på tavlen for OB, da han efter 78 sekunder gjorde det til 1-0. Det var sommerindkøbets fjerde mål i lige så mange kampe.

- De bliver ved med at komme de der nemme chancer. Det er selvfølgelig dejligt at kunne lave mål, siger Festersen.

- Objektivt er 2-2 et fair resultat. Det indhold, vi puttede i kampen, rakte heller ikke til mere end uafgjort. Vi er selvfølgelig lidt skuffede over os selv, for vi begik mange opspilsfejl, men vi lavede også mange gode ting - især frem ad banen.

- Så det var sådan lidt en blandet pose bolsjer fra os, siger angriberen.

OB står efter fire spillerunder noteret for syv point i Superligaen.

Oversigt

    Oversigt