OB utilfreds med Arek Onyszko

SAS Liga-klubben OB føler sig dårligt behandlet af målmand Arek Onyszko, der har sagt, at klubdirektør Kim Brink har løjet. OB finder Onyszkos handling illoyal.

OB-målmand Arek Onyszkos markante udtalelser om sin fremtid er ikke gået klubledelsens næse forbi. Onyszko har sagt, at han er fristillet i OB, hvis han kan finde en anden klub, mens han i B.T. har udtalt, at både hans egen agent og OB-direktør Kim Brink har løjet. Den udlægning er den fynske klub ikke tilfreds med.

- Det er naturligvis uacceptabelt, at en spiller påstår, at hans direktør lyver. En sådan påstand tager OB stærkt afstand fra, selvom Onyszko er under et stort pres og nærmer sig en alvorlig retssag, som utvivlsomt påvirker ham, skriver klubben på sin hjemmeside.

OB skriver også, at Arek Onyszko har fået hjælp og støtte i forbindelse med den kommende retssag, hvor målmanden er tiltalt for vold og trusler mod sin ekskone.

- OB har behandlet Arek Onyszko så loyalt, som det overhovedet har kunnet lade sig gøre i forhold til hans forestående voldssag, og den loyalitet, havde OB forventet, var gengældt, står der på klubbens hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt