OB ved at sælge angriber

Den georgiske angriber, Vladimir Dvalishvili, har ikke levet op til forventningerne hos OB, og derfor er han på vej videre.

Den 29-årige forward har på intet tidspunkt været fast mand på ligaholdet, og siden han kom til OB i sommeren 2014 er det kun blevet til to mål, skriver Tipsbladet.

Hertil kommer, at OB med firkløveret Rasmus Festersen, Rasmus Falk, Kenneth Zohore og Thomas Mikkelsen har en overflod af angribere.

- Han blev selvfølgelig ikke hentet ind for at sidde på bænken eller helt udenfor. Han kigger sig om efter noget andet, og det har vi givet ham lov til, siger sportsdirektør i OB, Jesper Hansen.

Han vil ikke kommentere, om der har været henvendelser, men ifølge Tipsbladet kan han meget vel være på vej tilbage i polsk fodbold.

Mangler målmand

Generelt er den samlede OB-trup blevet for stor efter massive indkøb, og sportsdirektør Jesper Hansen, erkender overfor Tipsbladet, at der skal tyndes ud.

Til gengæld mangler klubben en målmand til at assistere nyindkøbte Michael Falkesgaard.

Den tyske målmand Benjamin Kirsten har trænet sammen med ligaholdet i en uges tid, og OB forventer senere torsdag at melde ud, om han bliver den nyeste anskaffelse.

Han har tidligere spillet for Bayer Leverkusen og Dynamo Dresden. Han er søn af Ulf Kirste, der tidligere har spillet på det tyske landshold.

Oversigt

    Oversigt