OB-vikar vil fortsætte på trænerbænken

Nødløsningen Henrik Clausen er parat til at fortsætte frem til sommerferien som træner i Superligaklubben OB.

OB har vundet seks af de sidste syv kampe i efteråret og imponerede senest med hele 6-0 over AaB lørdag i efterårets sidste Superligakamp. Og det får nu den vikarierende cheftræner, Henrik Clausen, til at lufte muligheden for at fortsætte sæsonen ud.

Han er sammen med trænerkollega Uffe Pedersen indsat som midlertidig erstatning for den fyrede Lars Olsen. Deres kontrakt udløber dog ved årsskiftet, og rygter sender i øjeblikket først FC Nordsjællands træner, Morten Wieghorst, til klubben i sommerpausen.

- Jeg er frisk på at fortsætte, hvis jeg bliver spurgt, siger Henrik Clausen til Ekstra Bladet.

- Det er altså ikke noget, vi overhovedet har drøftet. Men jeg kan stadig godt se mange ting, som vi kan arbejde med i denne trup, siger Henrik Clausen.

I første omgang var han på papiret assistent for Uffe Pedersen, men da Pedersen ikke besad den nødvendige licens, blev Clausen - i hvert fald på papiret - forfremmet til øverste ansvarlige.

Det er forventet, at Thomas Helveg, der lørdag stoppede sin karriere som spiller, træder ind i en eller anden trænerfunktion i klubben

Oversigt

    Oversigt