OB'ere utilfredse med modstander

Det var en flok skuffede OB'ere, der i dag kunne konstatere, at modstanderen i Champions League-kvalifikationen bliver spanske Villareal.

Modsat OB-direktør Thomas Christensen, som var godt tilfreds med lodtrækningen, så var der skuffelse at spore blandt spillere og trænere i Ådalen.

- Det bliver svært. Måske noget af det værste vi kunne trække, siger OB-træner Henrik Clausen.

Henrik Clausen ville hellere have mødt Bayern München, da de ifølge ham står bedre til OB end de hurtige spanske hold.

Mange af OB-spillerne havde håbet på, at man ville trække enten Arsenal eller Bayern München.

- Jeg havde håbet på Arsenal for oplevelsens skyld, siger Bashkim Kadrii.

OB mødte Villareal for syv år siden i Toto-cuppen - her blev det til et nederlag.

- En lille by og et lille stadion. Jeg husker det faktisk som værende en smule kedeligt, siger OB's anfører Chris Sørensen.

Den første kamp spilles i Odense onsdag den 17. august, og der er returkamp i Spanien ugen efter.

Oversigt

    Oversigt