OB's europæiske drømme lever videre

OB har fortsat muligheden for at gå videre fra Europa League-gruppespillet efter 2-0-sejr over Young Boys.

Velkommen tilbage i kampen, OB. Den fynske fodboldklub besejrede torsdag aften i Odense schweiziske Young Boys med 2-0 i Europa Leagues gruppespil takket være to mål fra Hans Henrik Andreasen. 2-0-scoringen var et meget flot frisparksmål.

Dermed fik OB ikke bare sine første point i gruppe H. Sejren betyder, at fynboerne trods tre nederlag til at begynde med fortsat kan gå videre fra gruppespillet. Med to kampe igen har holdet tre point op til netop Young Boys, der sidder på den vigtige andenplads.

I en ikke alt for velspillet kamp var OB, der var tvunget til sejr for overhovedet at have en chance for en top-2-placering i gruppen, det bedste mandskab.

Det var ærlig talt lidt svært at få øje på, hvordan Young Boys tidligere på sæsonen havde ført hele 3-0 over engelske Tottenham i Champions League-kvalifikationen.

Schweizerne, der for to uger siden vandt 4-2 over OB i Bern, var ikke et skræmmende hold. Og OB-mandskabet, som de seneste uger ellers har kæmpet gevaldigt med spillet og resultaterne, havde forholdsvist let ved at komme frem til chancer mod et usikkert forsvar hos gæsterne.

Forsvaret var heller ikke til stede, da Hans Henrik Andreasen i det 12. minut fik lov til at stå helt umarkeret foran mål, og fynboernes topscorer scorede let til 1-0 på Chris Sørensens frispark.

En meget klassisk OB-scoring, og det kan undre, at schweizerne ikke var mere opmærksomme på midtbanespillerens målnæse. Den har har været den mest positive historie hos fynboerne i et turbulent efterår.

Men det skrøbelige Young Boys-forvar skulle OB'erne selvfølgelig ikke brokke sig over. Skulle hjemmeholdet brokke sig lidt, skulle det være over ikke at have foran med mere end 1-0 ved pausen.

Den kynisme, som OB optrådte med i mandagens 4-1-sejr over FC Nordsjælland, var dog ikke til stede denne gang.

Angriber Peter Utaka var ikke skarp nok, når han fik muligheder, og dem var der sådan set rigeligt af til ham.

Kynisk er Hans Henrik Andreasen til gengæld, når det gælder, og midtbanespilleren scorede et fantastisk flot 2-0-mål på et frispark efter en times spil. Skuddet op i det ene målhjørne kan næppe udføres meget bedre. Klasse. Og så var den kamp afgjort.

OB skal også sende en venlig tanke til tyske Stuttgart, der tromler videre i gruppen og på samme tid vandt 3-0 over spanske Getafe i Madrid. Dermed står Getafe fortsat også kun noteret for tre point.

Spanierne er OB's næste opgave, når Getafe den 1. december gæster Odense.

Oversigt

    Oversigt