Odense får skaldyrsfestival

Sidste weekend i August får Odense sin helt egen skaldyrsfestival - blandt andet med VM i isflageræs.

Danmarksmesteren i grill griller

Sommer er for mange lig med kølig hvidvin og masser af skaldyr, og netop derfor afvikler Restaurant Nordatlanten i slutningen af august en helt ny skaldyrsfestival.

I et telt med plads til 400 mennesker ved siden af Nordatlantisk Hus kan man foruden at deltage i konkurrencer og høre livemusik også mæske sig i masser af god mad. Blandt andet lægger Danmarksmesteren i grill, Henrik Sommerlud, vejen forbi og forkæler festivaldeltagernes ganer.

VM i isflageræs

Skaldyrsfestivalen byder en masse konkurrencer, og blandt de mere kuriøse af slagsen kan nævnes VM i isflageræs lørdag den 29. august. Holdene består af to personer, og alle over 16 år kan mede sig til.

Til konkurrencen udleveres "isflager" bestående af flamingoplader på 2 x 2 meter samt padler og redningsveste. Og så er det ellers bare med at tilbagelægge de 50 meter så hurtigt som muligt. Undervejs er det tilladt at skubbe til modstanders flamingoplade med padlen.

De otte bedste hold går videre til kvartfinale, semifinale og finale, og en finaleplads giver automatisk adgang til kvartfinale 2016.

Oversigt

    Oversigt