Odense Film Festival fylder 40 år

Det er et helt særligt år for Odense International Film Festival, der fejrer 40-års fødselsdag - og dermed er landets ældste filmfestival.

OFF er Danmarks internationale kortfilmfestival, og er med sin opstart i 1975 også landets ældste filmfestival. Festivalen blev startet i forbindelse med 100-året for H. C. Andersens død, og initiativtageren var Bent Aagaard, filmredaktør hos Fyns Stiftstidende. Dengang hed festivalen 'Den Internationale Eventyrfestival', og var udelukkende for eventyrlige animationsfilm i ånd med H. C. Andersens værker. Det var en så stor succes, at festivalen blev en fast tradition i Odense, som skulle afholdes hvert andet år.

Odense International Film Festival var så succesfuld en festival, at Odense havde behov for en filmfestival hvert år. Derfor blev Dansk Film Festival oprettet i 1994, der ligesom Odense International Film Festival ville foregå hvert andet år og dermed fylde hullerne mellem festivalerne i Odense.

OFF vokser for hvert år

Festivalen har de seneste 6 år oplevet signifikant vækst som Danmarks internationale filmfestival. Det tydeligste eksempel var da OFF i 2013 blev Danmarks første og eneste filmfestival, der fik stemplet som Oscar-kvalificerende, og dermed kan sende vinderne af både den nationale og internationale kortfilmskonkurrence videre til Academy Awards.

OFF har inviteret nogle af de personligheder, der har været med på festivalen igennem årene, og viser film fra den allerførste filmfestival og hylder store klassikere, der også kan fejre 40-års fødselsdag.

Onsdag den 26. august kl. 10.00 inviterer de desuden til en klassisk fynsk formiddagsfødselsdag med gratis kaffe og brunsviger i Farvergården til de første 200 gæster. Og Fredag den 28. august kl. 18 er der helstegt pattegris, iskold Sangria og kulørte lamper i lange baner, når Odense International Film Festival inviterer til en vaskeægte grisefest ved Cafébiografen