Odenses håndbolddamer får store klø af Esbjerg i topkamp

Odense Håndbold tabte for anden ligakamp i træk, da Team Esbjerg vandt onsdagens topopgør 29-18 på hjemmebane.

Odenses håndbolddamer har efter et nærmest suverænt grundspil ramt en kedelig stime, før slutspillet går i gang.

Onsdag aften tabte fynboerne for anden ligakamp i træk, da det på udebane blev til et klart 18-29-nederlag mod HTH Ligaens nummer to, Team Esbjerg.

Jan Pytlicks mandskab vandt ellers sæsonens første 21 ligakampe, men i de seneste fire ligakampe er det blot blevet til en sejr.

Trods onsdagens nederlag til den nærmeste konkurrent kan fynboerne finde trøst i, at sejren i grundspillet er sikret.

Odense fik klø i anden halvleg

Det må dog alligevel bekymre Pytlick og co. en smule, at forskellen onsdag var så stor. Odense tabte de sidste otte minutter af første halvleg med 1-8 som følge af gentagne fejl i angrebsspillet.

Derfor kunne Esbjerg gå til pause med en føring på 14-7, og forspringet vokset yderligere i anden halvleg og nåede op på hele 13 mål.

Efter de første 50 minutter havde Odense kun scoret 11 gange på en velspillende Sandra Toft i Esbjerg-målet. Fynsk skarphed i de sidste ti minutter medførte dog, at målvogterens redningsprocent akkurat blev skudt ned under 50.

Fynboerne led blandt andet af at måtte se bort fra målmand Althea Reinhardt og langtidsskadede Mette Tranborg, mens Stine Jørgensen var tilbage efter at have siddet ude i weekendens Champions League-kamp.

Silkeborg-Voel tabte endnu et skridt i kampen om at nå slutspillet, da holdet på hjemmebane tabte med 28-31 til Viborg HK.

Oversigt

    Oversigt