Ved det første røveri på Døckerslundsvej i Odense klokken 23.23 blev det 46-årige kvindelige offer slæbt henved hundrede meter efter røvernes knallert, fordi røverne holdt fast i tasken der hang over hovedet på offeret.
Efter røveriet blev kvinden kørt på skadestuen til behandling for talrige hudafskrabninger. Det 46-årige kvindelige offer har ikke kunnet give noget signalement af de to røvere.
Senere på natten omkring klokken 01.30 fik en 17-årig kvinde frarøvet sin taske i Nørregade i Odense, da to røvere kom kørende på en knallert og rev den unge kvindes taske fra hende. I tasken lå kvindens pung og mobiltelefon. Ifølge politiet beskrives røverne som cirka 15 år, anden etnisk herkomst end dansk og kørende på en hvid knallert.
Har man oplysninger i sagen kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114.