Officielt: Tinderbox og Heartland 2021 er aflyst

De to store fynske festivaler Heartland og Tinderbox har valgt at aflyse årets festivaler.

Tinderbox og Heartland 2021 er aflyst. 

Afmeldingen af årets Tinderbox skete på deres facebook-side.

Det sker efter, der er kommet nye regler for, hvordan sommerens festivaler skal afholdes. 

- Det piner os endnu engang at stå i den ulykkelige situation, hvor vi desværre må meddele, at Tinderbox 2021 er aflyst, skriver festivalen i en pressemeddelelse.

- Det seneste år har vi sammen med de andre festivaler arbejdet hårdt og brainstormet døgnet rundt for at finde en model, der kunne gøre det trygt for os alle at tage på festival igen. Men tiden er ikke til det endnu, og regeringens beslutning gør, at vi må vente med at holde Tinderbox til 2022, skriver festivalen.

Hos Heartland har man ligeledes valgt at melde ud tirsdag, at årets arrangement ikke afholdes.

- Vi er meget kede af at meddele at Heartland desværre ikke finder sted i år, lyder det på deres facebook-side, hvor de uddyber:

- Vi havde virkelig glædet os til tre magiske dage på Egeskov, men grundet regeringens forlængelse af forsamlingsforbuddet, står det klart, at det ikke er muligt at samles på Fyn til maj.  

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Også Langelandsfestivalen er aflyst. 

Nye restriktioner

Aflysningerne kommer i kølvandet på, at der i nat er blevet forhandlet en genåbningsaftale på plads. I den hedder det, at festivaler til og med juli højest må have 2.000 deltagere, som skal være delt i sektioner af 200 personer. 

Fra 1. august må festivaler have op til 5.000 deltagere, delt i sektioner af 500. 

Ifølge aftaleteksten kan loftet hæves til 10.000, når det er "sundhedsmæssigt forsvarligt". 

En lang række festivaler har valgt at aflyse som konsekvens af genåbningsaftalen. Blandt andre Roskilde, Northside og Musik i Lejet.  

Billetter overføres

Både Tinderbox og Heartland skriver i deres Facebook-opslag, at billetter til festivalen til 2021 automatisk gælder til festivalen i 2022. 

Har man ikke mulighed for at deltage, vil man modtage informationer om refundering, skriver Tinderbox. 

Alle ejere af en billet til Heartland vil få en mail om refundering, står der i deres opslag.

Tinderbox vil til næste år blive afholdt 23.-25. juni. Heartland vil finde sted 2. til 4. juni 2022.

Oversigt

    Oversigt