OIK sejrede - til sidst

Et skades- og sygdomsramt OIK-hold måtte søndag nøjes med to af tre mulige points i hjemmekampen mod Rungsted. Kampen endte 4-3 til Odense, men det var tæt på, at OIK måtte forlade isen helt uden points.

-

Et skades- og sygdomsramt OIK-hold måtte søndag nøjes med to af tre mulige points i hjemmekampen mod Rungsted.
Kampen endte 4-3 til Odense, men det var tæt på, at OIK måtte forlade isen helt uden points.

Odense spillede uden Lars Oxholm, Bent Christensen, Henrik Benjaminsen og de to langtidsskadede Mads True og Andre Faust.

Snørrede målmand
Alligevel kom Odense bedst fra start.
Efter syv minutter blev Kristian Lodberg sendt afsted med en smart frispilning af Brett Larson og var for anden gang alene med målmanden.
Det er Lodbergs specialitet, og efter den første afbrænder snørrede han denne gang fuldstændig Morten Hagen, der vikarierede for Henrik Bjerring i Rungsted-målet, og så stod der 1-0 til OIK.

Resten af perioden tilhørte Odense, og faktisk nåede publikum også at juble endnu engang, da Aleksandr Macijevski med et perfekt slagskud ekspederede en puck ind i netmaskerne, men desværre et nanosekund efter slutfløjtet havde lydt.
Målet blev derfor ikke anerkendt, og det var specielt ærgerligt, fordi speakerbordet havde ladet uret løbe i flere sekunder efter spillet var sat i stå i forbindelse med en udvisning til Rungsted.

Influenzaramt
I anden periode virkede det som om hele OIK-holdet var ramt af influenza og ikke kun den sygemeldte Lars Oxholm.
Derfor lykkedes det den smarte svensker Stefan Elvenes at opfange en dårlig OIK-aflevering og derefter udligne til 1-1 - endda mens Rungsted var i undertal.

Mindre håbløst virkede det ikke, da Odenses Dimitri Lavrentiev uheldigt kom til at ramme en høj puck, der så faldt ind bag Derek Herlofsky i OIK-målet, så der pludselig stod 1-2.

I tredie periode blev det også til 1-3 - igen med Rungsteds Stefan Elvenes som målscorer.

Dagens referant har talt med tilskuere, der fandt situationen så deprimerende, at de forlod Odense Isstadion midt i tredie periode, men det skal man aldrig gøre i en ishockeykamp.

Overtal og mål
Da der manglede cirka fem minutter fik Rungsted to udvisninger lige efter hinanden, og det gav OIK et godt udangspunkt for en reducering.
Og fem mod tre svigtede hjemmeholdet ikke.
Seks sekunder før Rungsted fik første spiller på banen, scorede en som altid hårdt kæmpende Dimitri Lavrentiev til 2-3, og så så det hele lidt mindre forkølet ud.

Knap tre minutter før tid valgte træner Simioni en time-out og tog Derek Herlofsky ud for at spille med seks spillere i angrebet.

Denne satsning ender ofte med en scoring til modstander-holdet, og det var også lige ved at lykkes for Rungsted, men pucken gled forbi det tomme Odense-mål, og i stedet skete det, som sjældent sker.

Udligning og sejr
Alexander Sundberg, der sidste weekend scorede to mål for landsholdet i samme kamp, fik udlignet bare et minut før tid, og så kom der endelig feberstemning på tilskuerpladserne - og her tænkes ikke på influenza-feber.

Kampen skulle ud i fem minutters forlænget spilletid, og her blev dagens første målscorer Kristian Lodberg også dagens matchvinder, da han endnu engang scorede og sikrede Odense sejren på 4-3. 

Da kampen ikke blev afgjort i ordinær spilletid deler de to hold point, så Odense får to og Rungsted får et.

Oversigt

    Oversigt