I det fynske folks tjeneste

OIK vandt over Esbjerg

Det blev unødvendigt spændende, da Odense Bulldogs tirsdag aften mødte Esbjerg i Superisligaen. Efter første periodes første minut scorede OIK sit første mål. Det var Aleksandr Macijevski, der for anden kamp i træk viste, hvordan en superangriber skal gebærde sig på isen.

-

Det blev unødvendigt spændende, da Odense Bulldogs tirsdag aften mødte Esbjerg i Superisligaen.
Efter første periodes første minut scorede OIK sit første mål.
Det var Aleksandr Macijevski, der for anden kamp i træk viste, hvordan en superangriber skal gebærde sig på isen.

Efter knap tre minutter stod der 2-0 til Odense, og det var Tomas Placatka skyld i.

Aleksandr Macijevski sørgede for en 3-0-føring inden, der var gået syv minutter af perioden, og så strejfede tanken om ydmygelse af esbjergenserne måske en tilskuer eller fem blandt de 1924 fremmødte.
Men ydmygelse blev der ikke noget af.

Ladies Night
OIK havde reklameret med Ladies Night.
Det ville sige, at to kvinder kunne komme ind for en kvindes pris.
Men det havde nu ikke fået så overdrevet ekstra mange feminine tilskuere ud på Isstadion, at spillerne kunne lade sig distrahere.
Alligevel fik Esbjerg efter Odenses lette start lov at overtage en stor del af spillet og presse på, og sådan fortsatte det perioden ud - dog uden yderligere scoringer.

Hurtig scoring
Anden periode var også kun fremskredet med cirka et minut, da Macijevski gjorde det til 4-0, og da Thomas Johnsen så scorede til 5-0, skulle de medrejsende Esbjerg-tilhængere i følge OIK\'s tilskuere sendes med kutter hjem.
Esbjerg-spillerne steg i stedet på hurtigfærgen med kurs mod Odense-målet, og da Leos Pipa havde snydt hele Bulldogs-forsvaret og målmand Derek Herlofsky, stod der 5-1.

Kristian Lodberg havde et par store chancer og kunne have øget for Odense, men i stedet gjorde Esbjergs Søren Jensen det til 5-2, inden perioden var slut.

Spænding til sidst
I tredie periode scorede Leos Pipa til 5-3, og pludselig var der ikke lang vej for Esbjerg.
De sidste minutter brugte Odense-spillerne derfor på at skovle pucken ud af egen zone.
Det lykkedes - også da Esbjerg tog sin målmand ud og angreb Herlofsky og Bulldogs-forsvaret med seks mand.

Kampen endte 5-3, og det blev altså ingen ydmygelse af Esbjerg, som der ellers var lavet PR for i de første ti minutter af kampen.