Øl-aktie stiger: Albani-ejer solgte og tjente mere i første kvartal

Bryggeriet Royal Unibrew, der blandt andet ejer Albani, fik fremgang i omsætning og overskud i første kvartal.

Bryggeriet Royal Unibrew, som blandt andet brygger Ceres, Faxe, Thor og Faxe Kondi, har i første kvartal i år haft god gang i forretningen. Såvel salget som overskuddet lå højere end i første kvartal sidste år.

Aktien steg tirsdag eftermiddag med 2,2 procent til 415,20 kroner.

Unibrew solgte i første kvartal øl, cidere og sodavand for 1.425 millioner kroner mod 1.354 millioner kroner i samme periode 2017. Driftsresultatet blev 194 millioner kroner mod 152 millioner kroner i forrige første kvartal.

Fastholder forventninger

Bryggeriet venter i år en omsætning mellem 6.650 og 6.900 millioner kroner, et driftsresultat før af- og nedskrivninger fra 1450 til 1550 millioner kroner og efter nedskrivninger et resultat fra 1.090 til 1.190 millioner kroner. 

Bryggeriet fastholder de forventninger til resten af året, som Royal Unibrew meldte ved årsregnskabet for 2017.

- De fortsætter bare med at levere, og det er især en forbedret drift i Baltic Sea (Østersøen, red.) der er med til at trække det, siger aktieanalytiker Frans Høyer til Ritzau Finans.

Skønt der ikke er ændrede forventninger, kan bryggeriaktien stige fremadrettet, vurderer han. 

Men stigningen bliver formentlig ikke stor, mener han.

- Der er plads til en meget begrænset aktiestigning, fordi aktien er gået rigtig godt i forvejen, siger Frans Høyer. 

- Markedet har vænnet sig til altid at løbe lidt i forvejen med den her aktie, og så bliver de reddet af bedre resultater end ventet. Det har været god latin i denne aktie længe, siger han.

Royal Unibrew ejer foruden Albani også bryggerierne Faxe og Ceres. 

Oversigt

    Oversigt