Ømhed efter 66 km løb hen over Ærø

47 deltagere kom i mål efter første udgave af det nye ultraløb Route 66

Det er en glad, men også øm arrangør, der søndag kan se tilbage på gårsdagens ultraløb på Ærø. Kurt Egholm Andersen fra Marstal løb ruten som bagstopper på den 66 km lange strækning under første udgave af Route 66.

- Jeg havde ondt i knæet de sidste femten kilometer, men det gik alligevel. Vi gik og løb lidt det sidste stykke og kom i mål efter ni timer og et kvarter, fortæller han.

Selvom rutens 66 km svarer til et maraton plus et halvmaraton og så en god lille lørdagsløbetur til dessert, lykkedes det 47 at gennemføre, mens kun tre måtte give op undervejs.

Lokalvinder

Løb i ærtesuppe

Løbet var præget af en kraftig tåge, og det ærgrer Kurt Egholm.

- Meget af løbet lå, så man kunne se vandet, og det eneste vejr, jeg på forhånd havde frygtet, var tåge, for så kunne vi ikke vise øen fra den smukke side, siger Kurt Egholm og tilføjer:

- Men det er vi jo ikke herre over.

Klar til 66 km i 2019

Ærgrelsen stikker dog ikke dybere, end han betragter dagen som en stor succes, og han har allerede sat dato på Route 66 i 2019. Det bliver den 13. april.

- Vi fik jo ros fra løberne for vores opmærkning af ruten og for, at vores depoter og hjælpere var fantastiske. Mange af løberne sagde, at de gerne ville komme igen næste år, fortæller han.

Næste år håber han, at deltagerantallet kommer op på 100.

Oversigt

    Oversigt