Omstridt projekt mangler penge: Nu skal der skaffes 80 millioner til Nyborg Slot

Styregruppe er på pengejagt efter A. P. Møller-exit til omstridt slotsprojekt. Nu mangler der 80 millioner kroner.

En ulykke kommer sjældent alene, siger man.

Og det gælder ikke mindst i forhold til ombygning og renovering af Nyborg Slot.

Slotsprojektet, der er sat i stå efter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte projektet til 350 millioner kroner, ramte efterfølgende et nyt bump på vejen, da A. P. Møller Fonden trak 60 millioner kroner i støtte.

Fonden havde fået nok af den usikkerhed, der er om projektets gennemførelse.

Og nu kommer der endnu en irriterende sten i skoen - økonomien ser ud til at skride på grund af stigende materialepriser og håndværkerlønninger.

Ifølge direktør i Slots- og Kulturstyrelsen, Jesper Hermansen, regner styregruppen bag projektet nu med at skulle skaffe 80 millioner kroner.

Ny støtte nødvendig

Det skal først og fremmest ske ved henvendelser til fonde, herunder A. P. Møller Fonden, der har lovet at se velvilligt på en ny ansøgning, når der var mere styr på økonomien.

Folketinget, Nyborg Kommune og Realdania står ved den støtte, de allerede har tegnet sig for.

Og planen er, at parterne nu starter med en ny indsats for at skaffe den nødvendige finansiering til det fulde projekt.

Men Jesper Hermansen erkender også, at det skaber en usikker ramme for færdiggørelsen.

- Vi taler en del år ud i fremtiden, siger han til TV 2 Fyn.

I øjeblikket er Nyborg Slot lukket, fordi den planlagte adgangsvej skulle gå igennem den udstillingsbygning, der er blevet underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Senest er Folketinget gået i gang med at behandle en ny museumslov, der skal gøre det lettere at bygge på fredede fortidsminder. 

Ny lov kan øge tempoet

Den ny lovgivning kan bane vejen for en ny ansøgning til slotsprojektet, der dog så kan blive påklaget til en ny klageinstans, der afløser Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Der arbejdes dog også med en ny anlægslov, der formentlig kan få projektet hurtigere igennem, fordi der er færre klagemuligheder.

En folketingsflertal har forpligtet sig til at fremsætte forslag til en anlægslov med en stemmeaftale.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Oversigt

    Oversigt