I det fynske folks tjeneste

Onsdagens coronatal: Smitten stiger voldsomt i to kommuner

Stort set over hele Fyn falder smittetrykket. I én fynsk kommune er antallet af smittede siden tirsdag dog steget med over 200 procent.

Det seneste døgns positivprocent ligger på 1,64. Det er det laveste siden november. Foto: Remko De Waal/EPA/Ritzau Scanpix

1.358 danskere er det seneste døgn blevet konstateret smittet med coronavirus. Det betyder, at smittekurven endnu en gang er faldende. Samme tendens ser man over det meste af Fyn.

Dog er incidenstallet steget i enkelte fynske kommuner, og i to kommuner er smitten steget markant.

Læs også Vaccinestatus på Fyn: Flere fynske kommuner mangler vacciner

I Langeland Kommune er tallet steget fra 8 til 24,1. Det er en stigning på 201,3 procent.

I skemaet kan du se incidenstallet for din kommune:

KommuneDagens incidenstalIncidenstal i gårÆndring i procent
Odense146160,2-8,9
Nordfyns152138,59,7
Svendborg68,768,70,0
Kerteminde109,5117,9-7,1
Langeland24,18201,3
Nyborg87,6134,5-34,9
Assens102,678,131,4
Middelfart180,4183-1,4
Faaborg-Midtfyn79,787,4-8,8
Ærø100,583,819,9

 

Også i Assens Kommune har man det seneste døgn registreret flere coronasmittede end døgnet før.

Her er incidenstallet steget med 31,4 procent.

Restriktioner forlænges

I alt 82.795 prøver er blevet analyseret det seneste døgn, og med 1.358 positive svar giver det en positivprocent på 1,64. Det er den laveste siden november, men tallet skal fortsat langt længere ned, før restriktionerne kan lempes, mener professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen.

- Vi skal endnu længere ned i smittetal for at holde den nye britiske variant for døren, hvis det holder stik, at den er op til 50-70 procent mere smitsom, siger han til Ritzau.

Læs også Sebastian venter på sin køreprøve, men ventetiden kan blive dyr

Statsminister Mette Frederiksen (S) understreger også, at restriktionerne, som vi kender dem, bliver forlænget.

- Jeg vurderer, at en forlængelse af restriktionerne er klart nødvendig. Ikke mindst for at sikre, at den britiske mutation ikke spreder sig, siger hun.

Restriktionerne gælder fortsat til 17. januar, men bliver med al sandsynlighed altså forlænget.

Hvad er incidenstal?

Incidens er et mål for antallet af nye sygdomstilfælde i en befolkningsgruppe i løbet af en given tidsperiode.

 

For overvågning af covid-19 benyttes primært kumuleret incidens, som er den samlede andel af befolkningsgruppen, der fik sygdommen i hele tidsperioden.

 

Kilde: Statens Serum Institut