Onsdagens vejr byder på skyer og byger til fynboerne

Onsdag vil fynboerne få temperaturer op mod syv grader. I weekenden kan vindstød af stormstyrke derimod være i vente.

Mens der tirsdag var blå himmel og solskin enkelte steder på Fyn, så tegner onsdagens vejr sig anderledes. 

- Onsdag er til gengæld noget med mange skyer, og så kan der i perioder komme enkelte byger, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret. 

Der vil være friske vinde fra vest med temperaturer på op mod syv grader. 

Ud på eftermiddagen og aftenen vil der være tendens til færre byger end tidligere på dagen, og det vil muligvis klare lidt op i vejret, uddyber han. 

Vindstød af stormstyrke i sigte

Men der er chance for solskin senere på ugen, for overgangen til torsdag og fredag byder nemlig på tørvejr over det fynske. 

Dog skal fynboerne forvente blæsende og kolde dage i weekenden. Det gælder især oppe på den nordlige del af Fyn.

- En hel del vind vil komme både torsdag og lørdag, og det kunne godt ramme ned hele vejen igennem Storebælt og gennem Nordfyn, hvor man kan få vindstød af stormstyrke, siger Peter Tanev. 

Oversigt

    Oversigt