Onyszko skuffet over OB-fans

Det var alt andet end en varm velkomst, Arek Onyszko fik af OB's fans, da han sammen med FC Midtjylland måtte se sig slået med 0-1 på sin tidligere hjemmebane.

Ord som skuffelse og dobbeltmoral var det, som faldt den tidligere OB-keeper Arek Onyszko ind, da han skulle beskrive opførslen fra OB's fans i mandagens SAS Liga-kamp, der endte med en fynsk 1-0-sejr over Onyszko og dennes nye klub, FC Midtjylland.

- Jeg havde ikke forventet, at OB's fans ville råbe efter mig. Det viser bare, hvor dobbeltmoralske de er. Da jeg spillede for klubben, var jeg deres yndling, sagde en skuffet FCM-keeper.

Han skiftede i sommerpausen til FCM, efter at OB fyrede ham på grund af en voldssag, hvor Onyszko blev dømt for vold mod sin ekskone.

- Jeg er meget skuffet over, at de råbte luder om min mor, og at jeg skulle i fængsel. De burde bare have ignoreret mig. At de råbte sådan efter mig, var som at blive stukket i ryggen med en kniv. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort dem, sagde Onyszko, der ikke sendte pæne hilsner mod OB's fans, da han gik ind til anden halvleg:

- Jeg gav dem ikke fuckfingeren, men det havde de fortjent.

Oversigt

    Oversigt