Onyszko spændt på OB-modtagelse

For første gang siden sin fyring i OB vender målmanden Arek Onyszko i aften tilbage til Fionia Park i Odense, når hans nye klub, FC Midtjylland gæster OB.

Arek Onyszko er forberedt på en heftig modtagelse fra tilskuerne, når han i aften løber ind på Fionia Park i Odense. Hans nye klub FC Midtjylland møder således OB i SAS Ligaen, og det er første gang, at den voldsdømte polske målmand er tilbage på sin tidligere hjemmebane, efter han blev fyret på Fyn.

- Jeg er forberedt på alt, siger Onyszko til Fyens Stiftstidende, men slår også fast, at han ikke håber eller forventer det helt store rivegilde:

- Jeg synes, at jeg har gjort det godt for OB, så der er ingen grund til at pibe efter mig, fortæller målmanden.

- Jeg har ikke været loyal over for klubben hver dag i samtlige fem år og kom en gang imellem til at tale dårligt om klubben, men det var kun, fordi jeg så pokkers gerne ville vinde, og jeg har følt, at fansene på Fionia Park var glade for mig, siger polakken.

Oversigt

    Oversigt