Operachef har sagt op

Chefen for Den Fynske Opera, Jesper Buhl, har opsagt sin stilling i utide i utilfredshed med Odenses ambitioner på operaens vegne.

- Det ambitionsniveau, jeg har, kan ikke effektueres for de penge, vi får i tilskud, siger Jesper Buhl til Fyens Stiftstidende.

Gennem ni år har Jesper Buhl gjort et stort arbejde for at profilere Den Fynske Opera med en meget udadvendt stil.

Nu stopper han - dog uden at smække med døren:

- Min profil har muligvis været for eksklusiv i forhold til, hvad Odense Kommune havde tænkt sig, siger han til avisen.

Han skjuler dog ikke, at han er skuffet over kommunens ambitionsniveau:

- Lidt groft sagt, så er Odense jo ikke Fredericia, hvor politikerne har valgt at satse stort på at profilere byen som musical-hovedstad, siger Jesper Buhl.

Han ser det trods alt som en fordel for Den Fynske Opera, at der sker en fornyelse.

- En opera skal ikke have samme chef i så mange år, at gentagelserne begynder at snige sig ind. Så jeg er sikker på, at det er godt for operaen at få ny leder.

Jesper Buhl forlader jobbet 31. august og ved ikke, hvad der derefter skal ske. 

 

 

Oversigt

    Oversigt