Operation koster OB-anfører lang pause

Chris Sørensen skal hofteopereres og er formentlig ude resten foråret.OB går svækket ind til forårets kampe om medaljer i Superligaen.

Klubben må således undvære sin anfører, Chris Sørensen, i en længere periode, fordi han skal opereres i sin hofte på tirsdag.

Operationen skal skabe mere plads i hofteleddet, så en kapsel i leddet ikke længere kommer i klemme og skaber smerter. Han skal efterfølgende holde seks til otte ugers pause.

- Det er ærgerligt og synd for Chris Sørensen. Han er en vigtig spiller for os, og han har været en fast del af holdet i adskillige år, siger cheftræner Henrik Clausen.

Til lørdagskampen mod AaB havde Chris Sørensen plads på bænken. Henrik Clausen mener, at han har gode erstatningsmuligheder for den erfarne back.

 - Jeg synes, at vi har rigtig mange muligheder i truppen. Espen Ruud og Bernard Mendy er oplagte, men flere af vores øvrige forsvarsspillere kan også løse opgaven.Desuden har vi testet Bashkim Kadrii på pladsen i en træningskamp, og vi har dygtige talenter i vores U-trup, siger han.

I Chris Sørensens fravær er det besluttet, at Anders Møller Christensen overtager anførerbindet.

Oversigt

    Oversigt