I det fynske folks tjeneste

Optiker om genåbning: Nervøs for om kunderne tør komme

Optiker fra Ringe tror, at der går længe, før hendes brillebutik er på benene igen. Hun er nervøs for, om kunderne tør komme. Hos massør og tatovør strømmer kunderne til.

00:56

Brillebutikken Øjenkrogen har delvist haft åben for at kunne servicere kunder med linser. Indehaver Rikke Kjær frygter, at der går lang tid, før butikken er tilbage på benene. Video: Sune Jørgensen / Ole Holbech (fotograf)

Fra mandag har en række erhverv måtte genåbne. De har siden 18. marts været lukket ned af regeringen. 

I Ringe er Rikke Kjær, optiker og indehaver af Øjenkrogen, spændt på, hvordan genåbningen kommer til at forløbe.

- En ting er, at vi må åbne, en anden er, om folk tør komme herind, fortæller optikeren til TV 2/Fyn.

Læs også Tatovører genåbner: - De første kunder skrev meget tidligt i morges

Rikke Kjær forventer desuden ikke, at nye briller har topprioritet hos fynboerne.

- Jo, hvis brillerne går i stykker. Ellers er det jo nok en ting, hvor man siger, jeg venter lige lidt, siger hun.

Derfor tror optikeren, at der går længe, før Øjenkrogen kommer tilbage på benene igen.

Kunderne bakker op

Rikke Kjær søger de tilskud, hun kan, da omsætningen har været minimal siden nedlukningen. Brillebutikken har delvist haft åben for at kunne servicere kunder med linser.

- Det er jo ingenting. Det er brillerne, vi tjener noget på, siger optikeren.

Rikke Kjær er dog sikker på, de nok skal klare sig. De har ligget i Ringe i mange år, og kunderne bakker op.

- De ringer og siger, at de skal nok være der, forklarer hun.

Læs også Frisører åbner mandag: Susanne har travlt med klud og målebånd

Indehaveren af Øjenkrogen forsikrer desuden om, at kunderne ikke skal være nervøse for at komme ind i butikken.

Hun tænker meget på at beskytte dem og sig selv. Indtil videre er det kun Rikke Kjær, der er i butikken. De andre ansatte arbejder hjemmefra. Derudover laver hun individuelle aftaler til synsprøver med kunderne.

- Så der kun er mig og kunden i butikken, siger hun.

01:27

Hos DK Thaimassage er ejer Tin Tin Moe glad for at åbne igen.

Luk video

Klar til kunder i Svendborg

Hos DK Thaimassage er ejer Tin Tin Moe glad for at åbne igen.

- Det er dejligt at møde vores kunder igen. Vi savner hinanden, synes jeg, siger hun.

Læs også Kontrolleret genstart på skoledagen: - Det er ikke den skole, vi kender

På massageklinikken er der tæt, fysisk kontakt mellem Tin Tin Moe og kunderne. Hun har længe brugt mundbind, men efter genåbningen har hun desuden iført sig handsker, når hun giver massage.

Derfor tager hun flere forholdsregler end normalt.

- Vi plejer også at massere ansigtet, men det gør vi ikke i dag, siger hun.

Kunderne er allerede begyndt at ringe til DK Thaimassage for at få en massagetid.

- De er glade for, vi har åbnet igen, siger Tin Tin Moe.

Venner hjælper tatovør

Hos tatovøren Oceans Ink i Svendborg er der også glæde over, at få lov til at åbne igen.

- Økonomisk har det været rigtigt hårdt, men vi klarer den heldigvis. VI har fået noget støtte fra venner og bekendte, samt et lån i banken, siger indehaver af Oceans Ink, Cecilia Mathiasen.

Og kunderne strømmer tilbage.

-    Det går meget hurtigt, telefoner og computere bimler og bamler lige nu, siger Cecilia Mathiasen.

03:42

- Økonomisk har det været rigtigt hårdt, men vi klarer den heldigvis. VI har fået noget støtte fra venner og bekendte, samt et lån i banken, siger indehaver af Oceans Ink, Cecilia Mathiasen.

Luk video

Disse erhverv genåbner mandag

Mandag åbner følgende brancher igen:

  • Frisører
  • Skønheds- og massageklinikker
  • Kropsplejeklinikker
  • Spaklinikker
  • Tatovører og piercingklinikker
  • Fysioterapeuter, kiropraktorer og ergoterapeuter
  • Osteopater
  • Kliniske diætister
  • Fodterapeuter
  • Optikere
  • Psykologer
  • Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere
  • Høreområdet
  • Private hospitaler og klinikker
  • Køreskoler

Kilde: Politiet