Optimisme i varmen: Masser af fynske sommerhuse sat til salg

Mange sommerhusejere i Middelfart og Svendborg kommuner har set mulighederne i sommervarmen og sat deres ejendom til salg.

Antallet af sommerhusejere, der har sat boligen til salg i år, ligger 20 procent over sidste års niveau. 

Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Stigningen har været særligt markant siden maj, hvor det rekordvarme sommervejr satte ind og slog en lang vinter ihjel.

Sammenlignet med sidste år er der på landsplan sat 20 procent flere sommerhuse til salg i perioden fra januar til juli - den er helt store stigning i salgsemner er sket henover de seneste tre måneder, hvor antallet ligger 35 procent over sidste år.

quote Skeler vi til prognoserne for salget i juli, tyder de på et godt salg.

Kasper Fredløv Sonberg, Boligsiden.dk

Det er varmens skyld

Det oplyser Kasper Fredløv Sonberg, boligøkonom hos Boligsiden.dk. Han påpeger, at vejret spiller en stor rolle for sommerhussalget, der i stor udstrækning er sæsonpræget:

- Når sommeren er varm og solrig som i år, blomstrer markedet. Flere handler på deres købelyst, og det lokker samtidig nye sælgere ud på markedet, siger Kasper Fredløv Sonberg.

Omvendt var den lange vinter en hindring for forårets salg af sommerhuse. Her lå salget under sidste års niveau: 

- Typisk er april en måned, hvor der kommer meget nyt i udbud, men den proces blev skubbet til maj, hvor der til gengæld blev sat 2.230 sommerhuse til salg henover måneden. Det er over 60 procent flere end i maj 2017, siger Kasper Fredløv Sonberg.

Fynske områder med gang i

Specielt i Middelfart Kommune har sommerhusejerne ladet sig inspirere af mulighederne for at sætte deres ejendomme til salg.

Således er der i kommunen først i august 92 sommerhuse til salg. Sidste år på samme tid var der sat 60 til salg-skilte op.

Det samme billede tegner sig i Svendborg Kommune, hvor der nu er 44 sommerboliger til mod 29 på samme tid i 2017.

Langeland topper med flest sommerhuse på markedet. Her er der 169 sommerhuse til slag mod 151 sidste år.

Også i Assens Kommune er der sælger-optimisme at spore. Her er tallene henholdsvis 39 og 33 sommerhuse.

Til gengæld er der færre sommerhuse til salg på Ærø og i Nyborg Kommune. Her er tallene henholdsvis 14 i år og 19 i 2017 og 24 i år og 38 i 2017.

Salget når nok ikke 2017

Der er lige nu omkring 12.300 sommerhuse til salg i Danmark. Det er 3,5 procent flere end på samme tidspunkt sidste år.

- Når vi ser en stor stigning i nye salgsemner og samtidig en mere moderat ændring i det samlede udbud, skyldes det, at der generelt bliver solgt rigtig mange sommerhuse. Samlet set ligger salget i første halvår dog lidt under sidste års niveau, hvilket skyldes, at salget sidste år var rekordhøjt, siger Kasper Fredløv Sonberg og tilføjer:

- Vi når formentlig ikke de samme højder i år, men skeler vi til prognoserne for salget i juli, tyder de på et godt salg.

Oversigt

    Oversigt