-
Fulde mennesker, slåskampe og tyverier plejer at være faste ingredienser på et marked med tusindvis af mennesker. Og normalt har politiet i Nyborg også ekstra travlt, når Ørbæk Marked løber af stablen. Men i år har det været anderledes.
- Det har bare været så dejligt. Normalt har vi altid voldssager og lignende, men i år har folk bare opført sig ordentlig, fortæller vagthavende ved Nyborg Politi.
Men han kan ikke forklare, hvorfor det har været anderledes i år.
- Vi har selvfølgelig meget synligt politi på markedet, men det har vi altså også haft de andre år. Så jeg kan ikke forklare, hvorfor de ikke har haft knytnæverne fremme i år.
Ørbæk Marked sluttede søndag.