Ordførere: Åbenlyst at model for nedlukninger skal ændres

Idéen om automatisk nedlukning i kommuner med smitte er god. Men modellen er dårlig, siger De Konservative.

Modellen med, at stigende smitte i kommuner og sogne automatisk medfører nedlukning af skoler og erhvervsliv, er for firkantet og virker ikke, hvis man spørger De Konservative.

Partiet var del af den brede aftale om genåbning, der blev indgået sidst i marts og involverer en automatik for nedlukninger. Den skulle give gennemsigtighed, men bliver kritiseret for ikke at give mening i virkeligheden.

- Det er åbenlyst, at der skal ændres på ordningen om automatiske nedlukninger.

- Det er ganske fornuftigt, at man sætter markant ind der, hvor der er smitteudbrud. Men det skal give mening, og her må man bare sige, at det skyder helt ved siden af, når man eksempelvis lukker et gymnasium, hvor der ikke er en eneste smittet, siger sundhedsordfører for De Konservative Per Larsen.

Automatikken i nedlukningerne, der sker helt ned på sogneniveau, har ført til flere ulogiske situationer.

I eksempelvis København har Sankt Pauls Sogn oversteget smittegrænserne, og det har blandt andet betydet, at Gefion Gymnasium med 1250 elever har skullet lukke, selv om der ikke har været smittetilfælde.

Noget Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, kalder "vanvittigt". Venstre var fra starten imod den konkrete model, som partiet stemte imod.

- Modellen er alt for firkantet og rigid. Vi vil ikke udelukke, at man kan komme til at lukke skoler ned. Men det skal være sidste udvej.

- Man må prøve at se på, om man ikke kan lave andre og flere kriterier, som eksempelvis den norske trafiklys-model, der er mere fleksibel, siger han.

Umiddelbart ser det ud til, at modellen vil blive ændret. Dansk Folkeparti mener også, at man skal se på modellen, og regeringens støtteparti Enhedslisten er enig.

- Jeg er enig i den kritik, der bliver rejst. Det er ingen tvivl om, at modellen er blevet for rigid. Vi skal have en form for automatisk nedlukning, men det skal være mere fleksibelt og differentieret.

- Vi skal have et tættere samarbejde mellem kommuner og Styrelsen for Patientsikkerhed, så vi drager fordel af det lokalkendskab, der er, siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund.

I næste uge skal Folketingets partier diskutere modellen. Og her vil De Konservative lægge op til, at der bliver ændret markant i den.

- Vi går til forhandlingerne med en model, hvor man sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed sætter sig ned og vurderer, hvor smitten præcist er i et sogn, og så får sat massivt ind der, hvor det er hensigtsmæssigt, siger Per Larsen.

Oversigt

    Oversigt