OUH-læge ønsker fokus på overvægtige mødre

Tykke gravide er et stigende problem. De overflødige kilo giver ikke bare moderen graviditetsproblemer. De lægger også kimen til, at de ufødte børn kan blive overvægtige senere i livet.

På Odense Universitetshospital arbejder fødselsoverlæge, JanStener Jørgensen, til dagligt med overvægtige gravide.

- Det kommer også til at betyde mere og mere for børnelægerne og de praktiserende læger på sigt, for de skal tage sig af de livstilssygdomme, som børnene får fra de overvægtige gravide,siger han til DR Østjylland.

Jan Stener Jørgensen var en af hovedkræfterne bag en nordisk konference for fødselslæger, Nocogo, som blev afholdt i oktober.

Han mener, at der skal sættes endnu mere ind for at afhjælpe overvægtsproblematikkerne.

- Det er måske overraskende, hvor hurtigt udviklingen går, og nogle af de forskningsresultater, der kommer frem, tyder på, at nogle af de ting, vi har fokuseret på og gjort måske ikke er tilstrækkelige. Vi bliver nødt til at arbejde sammen internationalt for at forbedre den forskning, der er og komme videre i målet på at finde nogle ordentlige behandlingsmetoder,siger Jan Stener Jørgensen.

I 2011 var 34 procent af de fødende overvægtige. 13 procent af dem er direkte fede. Som tommelfingerregel er et barn på over 4,5 kilo, der bliverfødt ved terminen, overvægtigt.

Overvægt går i arv

Overlæge Per Ovesen fra Aarhus Universitetshospital siger til DR Østjylland, at overvægten er et stort problem.

- Hvis man er født overvægtig, og det bliver børn født af overvægtige mødre tit, så har man lagt kimen til, at de vil blive ved med at være overvægtige. Så bliver de endnu mere overvægtige end deres mor og får et endnu mere overvægtigt barn, og så kører det bare der ud ad, forklarer han.

På Aarhus Universitetshospital er de overflødige kilo er en daglig faglig udfordring.

- Vi ligner andre fødesteder, så cirka en tredjedel af de, der føder her, er overvægtige og 13 til 14 procent af dem er svært overvægtige. Så det er da et problem, vi ser hver eneste dag, fortæller Per Ovesen.

Oversigt

    Oversigt