Ove Sprogøe død

Den folkekære skuespiller Ove Sprogøe døde tirsdag formiddag. Ove Sprogøe tilbragte de sidste måneder på Løjtegårdsvejens Plejehjem, Amager.

-

Den folkekære skuespiller Ove Sprogøe døde tirsdag formiddag. Han blev 84 år. Ove Sprogøe blev født i Østergade i Odense, men efter ti år i byen flyttede han med sin familie til København.

Ove Sprogøes død markerer et farvel til en af de sidste store folkekære skuespillere fra den generation, der brød igennem i midten af det 20. århundrede, og som i de følgende årtier satte deres præg på teater, film og tv. Han huskes som komikeren og karakterskuespilleren, hvis force var den kvikke replik, den stille dialog og de store monologer.  

For det store publikum blev Sprogøe især et kendt bekendtskab på filmlærredet. Blandt hans første roller kan nævnes \"Diskret ophold\", \"Støt står den danske sømand\" og \"De røde heste,\" og herefter fulgte de mange lystspil, hvor han især dannede par med Dirch Passer. I alt fire gange hyldede Filmmedarbejderforeningen Ove Sprogøe med en Bodil. I 1956 for bedste birolle i \"Tro og love,\" i 1972 for hovedrollen i \"Den forsvundne fuldmægtig\" og tre år senere for hovedrollen i \"Olsen-bandens sidste bedrifter.\" I 1999 modtog han en Æres-Bodil for sin indsats i dansk film, hvor han nåede at spille 156 roller.

På tv huskes han bl.a. for sin doktor Hansen i \"Matador,\" og han kunne i begyndelsen af 2003 genses i Ole Bornedals serie \"Charlot og Charlotte.\" I Walt Disneys årlige juleshow speakede han Jesper Fårekylling, og Sprogøes fortolkning af Poul Henningsens \"Fandens oldemor\" blev ligeledes en klassiker med stor folkelig appel.

Ritzau/

Oversigt

    Oversigt