Overblik: Frisører og køreundervisning åbner mandag

Visse liberale erhverv som frisører og tatovører får lov at genåbne. Også dele af retssystemet genåbner.

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet er efter forhandlinger natten til fredag blevet enige om en aftale om en yderligere genåbning af Danmark.

Aftalen omfatter dele af retssystemet og visse liberale erhverv, som har været lukket ned for at mindske spredning af coronavirus.

Her er hoveddele af aftalen.

  • Genåbning af liberale erhverv:

- Et midlertidigt forbud mod "visse liberale erhverv" ophæves med virkning fra mandag den 20. april 2020. Forbuddet gjaldt for eksempel frisører og tatovører, hvor der ikke kunne holdes afstand. Statsministeriet uddyber ikke specifikt, hvilke faggrupper der får lov at genåbne, men der står, at de "omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder".

- Yderligere retningslinjer for genåbning aftales i et såkaldt sektorpartnerskab med "brancher, fagforeninger og relevante organisationer".

- Også forbuddet mod at foretage praktisk køreundervisning i skolevogne ophæves med virkning fra mandag den 20. april 2020.

  • Genåbning af domstole og andre dele af retssystemet:

- Domstolene opfordres til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager.

- Familieretshuset vil åbne for blandt andet børnesamtaler.

- Afsoningen i Kriminalforsorgen påbegyndes gradvist igen.

  • Ældre og sårbare samt udsatte unge:

- Nye partnerskaber skal udvikle initiativer, der modvirker ensomhed, sårbarhed og støtter socialt udsatte børn og unge.

- Der skal findes "nye metoder til at understøtte besøg fra familie og pårørende på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde".

Kilde: Statsministeriet

 

 

Oversigt

    Oversigt