I det fynske folks tjeneste

Overflod af byggerier på Fyn: Ingen coronakrise her

Stik mod brancheforeningens mange bekymrende udmeldinger, så er der ingen krise i den fynske byggebranche.

00:50

Brancheorganisationen Dansk Byggeri forventer en nedgang i 2020 - men ikke nødvendigvis på Fyn.

Mens corona-krisen rammer mange brancher hårdt, er den fynske byggebranche tilsyneladende gået fri.

Brancheforeningen Dansk Byggeri har ellers gentagende gange advaret om dårlige tider for byggebranchen. Men på Fyn steg ledigheden i byggebranchen kun en smule, da krisen begyndte.

Læs også Udsigt til renoveringer: - En fantastisk nyhed

Nu er branchen tilbage på højkonjunkturniveau, og det oplever det fynske entreprenørfirma 5E Byg. De har fuld gang i byggeri på blandt andet Strandhøjen i Nyborg.

- Vi har fire ting i gang nu. Vi har de her 47 lejligheder i gang, vi selv udvikler. Så har vi det der boligselskab i gang og yderligere 40 boliger i egen bog. Og så er vi ved at lave ni parcelhusgrunde oppe nordpå, som også er solgt alle sammen, siger seniorprojektchef i 5E Byg Morten Vibæk.

Vi har en ordrebog på mellem to og to en halv milliard

Per Jørgensen

Flere af Fyns største projekt- og entreprenørfirmaer har travlt som aldrig før. Og interessen for hav- og skovudsigt har været stort set usvækket under corona-krisen. Det mærker de også i 5E Byg.

- Vi har faktisk aldrig haft en større ordrebeholdning, end vi har i øjeblikket. Vi har en ordrebog på mellem to og to en halv milliard. Så vi ser med fortrøstning på de næste år, siger administrerende direktør Per Jørgensen.

Opgaver for 400 millioner

Det er ikke kun 5E Byg, der oplever ekstra travlhed. Hos Guldfeldt/Hans Jørgensen & Søn har der heller ikke været så mange ordrer i ordrebogen som nu.

- Vi har formentlig fået opgaver for 350-400 millioner kroner. Det er helt uhørt, at vi har fået så meget. Vores ordrebeholdning var i forvejen stor, så vi er egentlig rigtig godt kørende, fortæller direktør Claus Larsen.

Læs også Håbefulde stik: Kan gammel vaccine forebygge alvorlig sygdom med Covid-19?

Hos de fynske bygningsarbejdere i 3F er der i øjeblikket 270 ledige. Det er stort set det samme antal, som før corona-krisen tog fat i marts måned.

- Jeg synes, det kører godt, og det vi kan se, det er, at der er gang i den. Og det er på hele Fyn. Både i Svendborg, Odense, Nyborg og Middelfart. Der sker noget overalt, siger Sten Jensen, der er A-kasseleder for 3F Bygningsarbejderne.

Det ser fornuftigt ud

Hos Dansk Byggeri vækker de fynske tilstande også glæde. 

- Heldigvis har branchen indtil videre ikke været så hårdt ramt, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Han peger på flere politiske tiltag, der har hjulpet branchen. Blandt andet at anlægsloftet er fjernet, og at regeringen vil renovere almene boliger.

- Vi er forholdsvis fortrøstningsfulde i forhold til de ting, der er sat i gang nu. Det kommer til at holde en hånd under aktiviteten, siger Bo Sandberg.

Læs også Test for corona: - Vi har stadig ledige tider

Ifølge cheføkonomen, regner brancheforeningen med at opleve et dyk i 2020. Det gælder dog ikke nødvedigvis på Fyn.

- Fyn er rigtig godt rustet med en kombination af store projekter som Odense Universitetshospital og Letbanen, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- På Fyns vegne ser det ganske fornuftigt ud i øjeblikket.