Overrasket med blomster: - Det er helt fantastisk, når nogle tænker på en i denne tid

Vi sender blomster som aldrig før, lyder det fra flere blomsterforretninger. Derfor satte vi os for at glæde tre fynboer med en helt særlig buket blomster.

I foråret opfordrede Dronning Margrethe kort efter første nedlukning og inden sin 80 års-fødselsdag os alle til at sende blomster til vores nære i stedet for til dronningen selv.

quote Christina er én af de mest empatiske mennesker jeg nogensinde har mødt

Susanne Lillelund, Nyborg

I går opfordrede vi så jer til at indstille en fynbo, der fortjener en buket blomster, fordi de er særligt ramt af denne tid.

På under 12 timer fik vi flere end 330 rørende, sjove og utrolig fine beskeder fra jer med beskrivelser af fynboer, som I synes har fortjent en ekstra lille opmuntring.

I morges satte vi derfor kursen mod Tåsinge, Nyborg og Odense med bilen fyldt med blomster for at overrække en buket og en kærlig tanke til Lis, Christina og kæresteparret Tabita og Andreas.

Hun sætter andres behov først

Følg os på Instagram

Christina Hummel Pilemann er ejer OK-tanken i Nyborg og har ifølge sin tidligere medarbejder ’kæmpet med næb og kløer for at holde både humøret og omsætningen oppe’ under nedlukningen. 

- Hun har gjort alt, der står i hendes magt, for at de ansatte kan bevare troen, håbet og glæden på trods af alt det negative, som coronapandemien har medført, lyder det blandt andet i indstillingen, som Christinas tidligere medarbejder, Susanne Lillelund fra Nyborg, har sendt til os.

På grund af coronakrisen arbejder Susanne Lillelund ikke længere på tanken. Men det ændrer ikke på, at det helt naturligt er den tidligere chef, Susanne har lyst til at glæde.

Christina Hummel Pilemann blev overrasket med en buket blomster af TV 2 Fyn på sit arbejde. 
Christina Hummel Pilemann blev overrasket med en buket blomster af TV 2 Fyn på sit arbejde. 
Foto: Mathilde Dalskov

- Christina er ét af de mest empatiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun skaber en smittende glæde, masser af smil og grin, overalt hvor hun går, og hun sætter altid sine ansatte og deres behov langt før sine egne, skriver Susanne videre i indstillingen.

Og det var en overrasket chef, der tog imod blomsterne. For det er en hård tid at være selvstændig forretningsdrivende i, fortæller Christina Hummel Pilemann. 

- Siden nedlukningen i marts har vi mistet 30.000 kunder, så det er helt fantastisk, at der er nogen, der tænker på én i denne tid, siger den overraskede - men glade - chef. 

Når man skal kombinere leg, læring og arbejdsro…

Også Tabita Weber Skov og kæresten Andreas’ veninde Stine Frandsen skrev til os. Hun ville nemlig gerne glæde den hårdt pressede børnefamilie i Odense med blomster.

quote Efter endt barsel og uddannelse er det næsten umuligt at få ind fod inden for på arbejdsmarkedet

Stine Frandsen, Odense

- Tabita og Andreas fortjener en buket blomster, fordi nedlukningen rammer så uheldigt: Efter endt barsel og uddannelse er det næsten umuligt at få ind fod inden for på arbejdsmarkedet. Og læg så en nær relateret, der er i risikogruppen, et barn på halvandet, der skal stimuleres og leges med, og en lille lejlighed oveni det, skriver Stine Frandsen blandt andet i sin indstilling af det unge forældrepar.  

Stine Frandsen – og sønnen Hector – vil gerne glæde vennerne, fordi de ’gør det pissegodt’ i denne svære tid, skriver hun videre. 

’Fordi du passer godt på din mand i en presset tid’

- Lis fortjener en kæmpe buket blomster, fordi hun er så sej. Hun passer og servicerer sin mand, der desværre har en demenssygdom.

Sådan lyder det fra Vibeke Østergaard fra Mettes Hjemmeservice, der hver anden uge hjælper Lis Ibsen og hendes mand med at støvsuge huset.

Vi overraskede i dag en meget berørt Lis Ibsen på Tåsinge med en buket blomster fra Vibeke Østergaard, der gør rent hos ægteparret.
Vi overraskede i dag en meget berørt Lis Ibsen på Tåsinge med en buket blomster fra Vibeke Østergaard, der gør rent hos ægteparret.
Foto: Mathilde Dalskov

På grund af covid-19 kan Lis ikke få den sædvanlige aflastning til sin mand, der lider af demens. Derfor hjælper Lis manden døgnet rundt i hjemmet på Thurø.

- Desværre var Lis så uheldig at falde, da hun ville rydde lidt sne i indkørslen. Hun kvæstede begge hænder, og det er bare en uoverskuelig situation, skriver Vibeke Østergaard i indstillingen. 

Og det var da også en tydelig berørt Lis Ibsen, TV 2 Fyn Event tidligere mødte.

Oversigt

    Oversigt