Overskud af kommunale chefer på samme høje løn

Når kommunerne bliver lagt sammen, får flere end to ud af tre kommuner et overskud af ledere. De bliver ikke fyret, men får mindre ansvar til samme høje løn som tidligere. Det viser en rundspørge.

Dyr løsning at fyre dem

Fra årsskiftet bliver en lang række kommunale ledere degraderet, men de bibeholder deres løn fra tidligere. De nye storkommuner får ikke brug for så mange ledere, men de fyrer dem ikke.

- Det er jo en dyr løsning at skille sig af med disse folk, fordi de skal have løn i lang tid bagefter. Derfor forsøger kommuner at finde fornuftige job, og det lykkes også i langt de fleste tilfælde, siger KLs chefkonsulent, Jan Struve Poulsen til Jyllands-Posten fredag.

Men han erkender også, at der bliver en del, der kommer til at fungere som overgangsfigurer, fordi kabalen i sidste ende skal gå op.

Middelfart har 30 i overskud

I Middelfart har man omkring 30 chefer, der mister ledelsesansvar, men som beholder den samme løn. Kommunaldirektør, Søren Andersen afviser, at man opfinder kunstige job til de degraderede ledere.

- Vi lægger den organisation, der er brug for, og tilpasser bagefter, siger han til Jyllands-Posten.

Oversigt

    Oversigt