Overvej din rejse til Tyskland

DSB anbefaler, at man overvejer sin rejse til Tyskland. Udsæt den til torsdag eller en anden dag, lyder rådet.

Hvis du har besluttet at rejse en tur til Tyskland med tog i efterårsferien og har planlagt at rejse onsdag 15. oktober, så opfordrer DSB til, at man genovervejer turen og rejser en anden dag.

Opfordringen skyldes en lovlig strejke blandt personalet i Deutsche Bahn (DB), de tyske jernbaner, i Tyskland, der betyder, at der ikke kører tog i Tyskland onsdag den 15. oktober fra klokken 14 og 14 timer frem, altså til klokken fire natten til torsdag.

Og det gælder både fjerntog, regionaltog og S-tog. Men reelt står mange tog allerede stille fra midnat onsdag, så nødkøreplanen er sat i værk, oplyser en talsmand for DB til nyhedsbureauet dpa.

Der er dog enkelte danske tog, der kører til Flensborg.

Togene, som normalt kører mellem København og Hamburg, kører onsdag kun mellem København og Rødby.

Deutsche Bahn står for erstatningsbefordringen mellem Nykøbing Falster og Hamburg. Der vil altså køre togbusser, men DSB kan ikke garantere, hvornår de kører.

Ifølge DSB kører den første togbus først fra Nykøbing Falster klokken cirka 11.10.

Togene mellem Aarhus og Hamburg kører onsdag kun mellem Aarhus og Padborg. DSB anbefaler, at man benytter Intercitytog til Flensborg, da DSB ikke med sikkerhed ved, om DB sætter busser ind fra Padborg.

Intercitytogene fra København kører helt til og fra Flensborg, oplyser DSB.

På nuværende tidspunkt er der stor usikkerhed om, hvorvidt nattoget kører onsdag.

Vælger man alligevel at rejse til Tyskland onsdag, må man forvente aflyste tog og forlænget rejsetid i togbusser.

- Vi i DSB anbefaler, at du genovervejer din rejse til Tyskland. Hvis det er muligt, så udsæt den til torsdag eller en anden dag, skriver DSB på sin hjemmeside.

De tyske togførere i fagforeningen GDL nedlagde også arbejdet i ni timer sidste onsdag i et forsøg på at presse DB til at gå med til lønstigninger under de igangværende overenskomstforhandlinger. DB afviser også GDL's krav om at ville forhandle på vegne af alt togpersonale.

Oversigt

    Oversigt