På job op til 16 timer i døgnet 14 dage i træk

Sikkerheden under det store klimatopmøde i København er truet, fordi det vil være fysisk og psykisk udmattede betjente, der skal holde ro under de store demonstrationer og passe på de mange stats- og regeringschefer.

Det mener en række af politiets lokalformænd, som Politiken torsdag har talt med. Deres frygt skyldes, at tusindvis af betjente skal arbejde 16 timer i døgnet helt op til 14 dage i træk under topmødet, der begynder på mandag.

- De her vagtforløb er helt urimelige, det kan ingen holde til. Og det betyder, at der ikke kommer optimal tryghed under topmødet - hverken over for topmødets deltagere eller befolkningen i øvrigt, siger Tom Steffensen, der er formand for Nordsjællands Politiforening, til Politiken.
Han frygter især, at politifolk på grund af udmattelse kommer til at begå fejl - en bekymring, som der nu også tales højt om i mange andre politikredse.
- Hvis topmødet munder ud i voldsomme demonstrationer og politifolk har haft 14 nattevagter i træk forinden, så er det klart, at nogle af dem måske har fået en lav tolerancegrænse. Vagtplanerne er helt groteske, siger Steffen Daugaard, formand for Fyns Politiforening, til Politiken.

Oversigt

    Oversigt