På job i hjemmeplejen: Smitter jeg i privaten?

Bliver man som pårørende udsat for ekstra smittefare, når ens bofælle er i kontakt med andre mennesker i deres job? Professor Hans Jørn Kolmos giver fynboerne svaret.

Når Svend Jørgensens kæreste kommer hjem fra arbejde i hjemmeplejen, sætter det ekstra tanker i gang i disse dage.

For hvor stor er smittefaren, når hun kommer hjem til Svend Jørgensen på 65 år i Stenstrup efter en dag på arbejde, hvor hun har været i kontakt med både plejehjemsbeboere og kollegaer?

quote Hvis man har en derhjemme, der er kræftsyg. Så er det en god ide at holde afstand.

Hans Jørn Kolmos, professor og pensioneret overlæge.

Spørgsmålet har Svend Jørgensen og hans kæreste stillet sig selv mange gange i løbet af de seneste par uger, mens coronoavirus har ramt flere.

- Vi begyndte især at tale om det og tænke over det, da det kom frem, at der blev sparet på test af personalet på sygehusene. Så tænkte vi, at der nok også var andre end os, der var nervøse, siger Svend Jørgensen.

Spørgsmål fra en fynbo

Svend Jørgensen er ikke alene om at tænke over det spørgsmål. Helga Hansen har spurgt TV 2/Fyn, hvordan smitterisikoen er, når man bor med en håndværker, der kommer ud i mange hjem.

Nulstil dig selv 

Svarene på spørgsmålene er dog simple.

Ifølge professor og pensioneret overlæge Hans Jørn Kolmos er der nogle få ting, man kan gøre for at mindske smitterisikoen i hjemmet.

Han foreslår, at den arbejdende nulstiller sig selv, når man kommer hjem fra job. 

- Man skal skifte det tøj, som har rørt ved mange, og huske at vaske hænder, så har man nulstillet sig selv. Samtidig gælder de sædvanlige regler. Alle skal være opmærksomme på hyppigt at vaske hænder og tørre berøringsflader og dørhåndtag af. Rengøring er ikke nogen dårlig strategi, siger Hans Jørn Kolmos.

Spørgsmål fra en fynbo

Ifølge professoren ligger der også et ansvar hos arbejdsgiveren.

-  Det, der er afgørende, er, at arbejdspladserne tilbyder arbejdsbetingelser, der gør, at man kan arbejde sikkert. Der er en grund til, at man eksempelvis har arbejdsdragt på, når man arbejder som sosu-hjælper. Det er en arbejdslederopgave at sørge for, at arbejdet er tilrettelagt, så man ikke bliver smittet og syg, fortæller Hans Jørn Kolmos. 

Følg myndighedernes anbefalinger

Hvis man har taget de forholdsregler, skal man som pårørende til en arbejdende opføre sig fuldstændig, som man plejer at gøre derhjemme, og samtidig huske at følge myndighedernes anbefalinger om god hygiejne.

- Der er selvfølgelig en forudsætning, at der ikke er nogen derhjemme, der hører til de regulære risikogrupper. Eksempelvis hvis man har en derhjemme, der er kræftsyg. Så er det en god idé at holde afstand.

Ifølge Hans Jørn Kolmos er der dog en smitterisiko forbundet med at gå på arbejde. 

- De mennesker, som vi sender ud i samfundet for at arbejde, bliver selvfølgelig udsat for smitte i en eller anden grad. Men de bliver ikke udsat for smitte mere end så mange andre. Så når man har fri, går man hjem og opfører sig fuldstændig normalt, siger Hans Jørn Kolmos.

Tilbage hos Svend Jørgensen i Stenstrup har svaret givet ham ro i maven.

quote Jeg føler mig fuldstændig hjulpet.

Svend Jørgensen, 65 år, Stenstrup

- Det kan sagtens give en beroligelse. Jeg tror også, at der er andre, der tænker det samme, siger han og fortsætter: 

- Jeg føler mig fuldstændig hjulpet.

Hvis man arbejder i sundheds- og ældresektoren, har Sundhedsstyrelsen lavet en række anbefalinger, som kan læses her.

Det samme gælder for dem, der fortsat går på arbejde i øvrige sektorer. Anbefalingerne kan læses her.

Oversigt

    Oversigt