Pæn stigning i antallet af solgte huse

Der blev solgt 14 procent flere huse i fjerde kvartal sidste år sammenlignet med samme kvartal i 2013. Seks fynske kommuner oplever en fremgang på mere end 10 procent.

Hussalget tog fart og sluttede flot af i 2014. Det viser nye tal fra Realkreditrådet, som har registreret 14 procent flere salg i fjerde kvartal sidste år sammenlignet med året før.

Samtidig steg priserne en lille smule, idet den gennemsnitlige kvadratmeterpris rykkede sig 1,5 procent opad i løbet af året.

- Priserne på huse er lidt højere end sidste år, men det skyldes især stigninger i første halvdel af 2014. Samtidig er der langt mere gang i hussalget end for et år siden.

- Man kan dog endnu ikke tale om en salgsfest, da handelsaktiviteten for huse stadig ligger et godt stykke under den gennemsnitlige aktivitet siden midten af 1990'erne, siger Ane Arnth Jensen, der er direktør i Realkreditrådet.

Stigningen i antallet af handler gælder samtlige landets regioner, men prisstigningen på huse er skævt fordelt.

I hovedstadsområdet og Nordjylland har man således set stigninger på 4,1 procent og 4,5 procent, mens man andre steder ligger noget under.

Oversigt

    Oversigt