Partier til minister: Lyt til de studerende og rektorerne

DF og EL mener, at uddannelsesministerens udspil om færre uddannelser mindsker uddannelsernes selvbestemmelse.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) vil justere de videregående uddannelser, så der bliver 4000 uddannelsespladser færre både på de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

Og det princip er godt, mener Jens Henrik Thulesen Dahl, videregående uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti.

- Princippet i at justere på optaget der, hvor man uddanner til arbejdsløshed, er en god idé, og der kan vi være enige. Derimod er vi ikke enige om måden og tidspunktet, siger han.

Ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl er tidspunktet dårligt, fordi politikerne venter på en rapport fra kvalitetsudvalget, der inden for en måned kommer med forslag til en ændring i de videregående uddannelser.

- Og på universitetets område er der en plan fra rektorerne, som de er i fuld gang med at implementere. Det kommer bag på mig, at man ikke tager det alvorligt, siger han.

Enhedslisten mener, at Sofie Carsten Nielsen med udspillet straffer de unge og fjerner selvbestemmelsesretten fra uddannelsesstederne.

- Jeg synes, det er dybt problematisk, at ministeren lige pludselig selv skal bestemme, hvilke uddannelser de unge bør tage, i stedet for at lade uddannelsesinstitutionerne i samarbejde med de studerende og aftagerne træffe beslutning om, hvor mange uddannelsespladser der skal være, siger uddannelsespolitisk ordfører Rosa Lund.

- Det her mindsker endnu engang uddannelsernes selvbestemmelse, og det er trods alt dem, der har den faglige indsigt indenfor uddannelserne.

Liberal Alliance mener, at det er fornuftigt, at der fremover bliver uddannet færre humanister.

- Unge skal vælge en uddannelse, de har evner og motivation til, siger uddannelsesordfører Merete Riisager.

- Men der må også være rimelighed i, hvor mange uddannelsespladser der stilles til rådighed, når vi kan se, at en del unge fra de humanistiske fag efterfølgende ikke kan få arbejde eller bliver ansat langt under deres kvalifikationsniveau.

Oversigt

    Oversigt