Pas på! Her er der størst sandsynlighed for at få borrelia

Efter en tur i skoven på Højfyn er det en god ide at tjekke sig for flåtbid. Det er et af de steder på Fyn, hvor der er flest borrelia-tilfælde.

Vi kender dem allesammen. De små, blodsugende kryb, der kan bide sig fast efter en tur i skoven - flåterne, der i værste tilfælde kan gøre dig syg af borrelia. Nu har to medicinstuderende på SDU lavet et kort over, hvor der gennem de sidste 20 år har været flest tilfælde af borrelia på Fyn.

Kortet viser, at der er store forskelle i risikoen for borrelia, alt efter hvor på Fyn man er. Et bælte ned gennem det vestlige Fyn, Nordlangeland og et område omkring Langeskov er de områder, hvor der har været flest tilfælde af borrelia. På kortet, du kan se nedenfor, er områderne farvet med rødt. Og forskerne opfordrer folk, der færdes i de områder, til at være ekstra opmærksomme.

 

De røde områder er der, hvor flest har fået borrelia. De gule er gennemsnitlige, mens de grønne er såkaldte kolde områder, hvor meget få bliver smittet.
De røde områder er der, hvor flest har fået borrelia. De gule er gennemsnitlige, mens de grønne er såkaldte kolde områder, hvor meget få bliver smittet.
Foto: SDU

 

- Det vi kan se er, at de røde områder er sammenfaldende med de steder på Fyn og øerne, hvor der er meget bøgeskov. Og generelt kan man sige, at jo tættere du bor på en skov, jo større risiko har du for at blive bidt af en flåt, fortæller Amalie Muus Andreasen, der er en af de to medicinstuderende bag kortet, ifølge SDU.

Borrelia kan føre til alvorlig sygdom. Men faktisk viser en forudgående forskning af en gruppe fra SDU og OUH, at kun en tredjedel af de fynboer, der har haft borrelia inden for de sidste 20 år, vidste, at de var blevet bidt af en flåt. Og det er kun få af dem, der bliver bidt af en flåt, der rent faktisk får borrelia.

- Heldigvis er det kun 1 ud af 50, der bliver bidt af en flåt, som får borrelia. Og  borrelia præsenterer sig langt hyppigst  som et udslæt.  Så der er ingen grund til at gå i panik, heller ikke selv om man bliver bidt. Men det er vigtigt at tjekke sig selv og børnene efter en tur i skoven, især i disse områder, beroliger Fredrikke Christie Knudtzen, der er reservelæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på OUH, ifølge SDU.

Fredrikke Christie Knudtzen var initiativtager til at gennemgå journaler fra de sidste 20 år og se nærmere på de fynboer, der har været i behandling for borrelia.

Studiet af borrelia på Fyn viste flest tilfælde blandt børn mellem 0 og 10 år og blandt de 60-70 årige, så hvis man er ung eller gammel, er det også værd at tjekke sig ekstra grundigt for flåtbid. Det skriver SDU på deres hjemmeside.

Hvis du vil vide mere, kan du se en film om forskningsresultaterne her.

Oversigt

    Oversigt