Patienter overvåges

Region Syddanmark vil have overvågning på psykiatriske afdelinger. Årsagen er at afdelingerne modtager flere og flere retspsykiatriske patienter.

Region Syddanmarks retspsykiatriske afdelinger kan ikke modtage alle de patienter som domstolene sender til retspsykiatrisk undersøgelse i forbindelse med at de har begået kriminalitet.

I stedet bliver de kriminelle indlagt på almindelige psykiatriske afdelinger.

Derfor vil regionen indføre overvågning for at undgå, at de flygter eller begår kriminalitet indenfor murene.

Men det betyder, at de øvrige ikke-kriminelle patienter på afdelingerne bliver overvåget.

SIND: det er uetisk

Formanden for foreningen SIND på Fyn, Karen Thomsen, er ikke begejstret:

- Det er uetisk, siger hun og tilføjer, at overvågning af psykisk syge kan gøre skade og forværre deres lidelse.

Pia Tørving, fynsk socialdemokratisk medlem af Region Syddanmarks psykiatriudvalg er i princippet enig:

- Det er ikke optimalt; men det er nødvendigt, for med de kriminelle følger en række problemer såsom narko og risikoen for at de stikker af, siger hun.

Midlertidig ordning

Pia Tørving forklarer desuden, at der er tale om en midlertidig ordning.

Den sikrede retspsykiatriske afdeling i Middelfart skal nemlig udvides fra at have 40 pladser i dag til at få 70 pladser i 2013.

Oversigt

    Oversigt