Penge til fynske trafikforbedringer

Trafikplanen, som alle partier minus Enhedslisten er blevet enige om, betyder også en række forbedringer af den trafikale infrastruktur på Fyn.

Planen til 94 milliarder betyder, at Odense nu endegyldigt får 125 millioner kroner til kanalforbindelsen over Odense Fjord. Dermed kan Odense færdiggøre ringvejssystemet uden om byen og få en del af den tunge trafik ud af midtbyen.

- I Odense Kommune har vi jo besluttet at bygge forbindelsen lige meget, hvor meget staten vil finansiere. Så det er fantastisk, at Folketinget også kan se, at broen har værdi, og at de går ind i finansieringen. Det betyder jo, at vi nu har 125 millioner kroner ekstra til vores andre planer med for eksempel Thomas B. Thriges Gade, letbanen og den kollektive trafik i øvrigt, siger borgmester Jan Boye(K).

Derudover har forligspartierne afsat ni milliarder kroner til den såkaldte infrastrukturfond og fra denne pulje skal den resterende del af Svendborgmotorvejen finansieres fra. Dermed er en færdiggørelse af den sydfynske motorvej sikret.

Forligspartierne har også afsat 14 millioner kroner til reparationer af Langelandsbroen og 14 millioner kroner til reparationer af Lillebæltsbroen.

Samtidig er der afsat midler til at få udarbejdet en VVM-rapport, der skal gå forud for etableringen af et 3. motorvejsspor på Vestfyn, men der er til gengæld ikke sat penge af til at udvide motorvejen.

Trafikplanen betyder samtidig store investeringer i jernbanenettet og det vil betyde af togtiden til både Århus og København bliver reduceret til én time i fremtiden.

Oversigt

    Oversigt