Pengeregn til kulturen

-

-

Fyns Amts Undervisnings- og Kulturudvalg har på sit møde torsdag givet tilskud til en række kulturelle aktiviteter:


Sognepræst Nils Olav Olsen får 10.000 kr. til at opføre to forestillinger af Kaj Munk, \"De herrer Dommere\" og \"Før Cannae\". Skuespillerne er Søren Elung Jensen, Christian Steffensen og Karin Rørbech. Musikken er komponeret af Fuzzy. Forestillingerne opføres i Thurø Kirke i marts 2002.


Zamani Troupe fik 50.000 kr. til historiefortællingen \"1001 nat i Vollsmose\". Fortællingen finder sted to uger i foråret og to uger i efteråret 2002. Målgruppen er 1-, 2- og 3-sprogede børn i alderen 5-6. Fortællingen opføres flere gange om dagen på Vollsmose Bibliotek og på institutioner i området.


Teaterudvalget fik 50.000 kr. til en ekstraordinær markedsføringskampagne i sæsonen 2002/03. Man ønsker at markedsføre sig gennem radio, tv og internet samt annoncering i aviserne. Målet er at få flere fynboer i teatret.


Kunsthallen Brandts Klædefabrik fik en underskudsgaranti på 75.000 kr. til sanseudstillingen 2002 med arbejdstitlen \"Bag spejlet\".Kunstneren er Thomas Kruse, der gennem mange år har specialiseret sig i at samarbejde med og lave kunst til børn.


Danmarks-Samfundet fik 5.000 kr. til afholdelse af flagfesten i den Fynske Landsby som finder sted den 15. juni 2002. Flagfesten danner rammen om overrækkelsen af de faner og flag, som Danmarks-Samfundet ved indsamlede midler har indkøbt til foreninger, spejdergrupper med flere.

Oversigt

    Oversigt