Pengeskabstyve var ikke stærke nok

Fire gutter fra Odense blev natten til mandag anholdt efter de havde forsøgt at stjæle et pengeskab på en tankstation. Men pengeskabet var lidt tungere, end de havde regnet med.

Det var på en tankstation på Roersvej i Odense, at de fire mænd brød ind.

De fire havde garderet sig med en sækkevogn, men de havde ikke lige taget højde for en lille detalje.

- De var ikke stærke nok, så de kørte derfra igen uden pengeskab, fortæller vagtchef Hans Frederiksen.

Men forsøget blev filmet på videoovervågningen, og politiet kunne dermed se de fire mænd og den lille røde bil, de kørte derfra i.

Ved Gammelsø i det nordlige Odense blev den lille røde bil spottet - og stoppet.

- Og så var det jo nemt at sige 1 - 2 - 3 - I er fanget, fortæller vagtchefen.

I bilen fandt politiet også sækkevognen.

De fire mænd er kendt af politiet i forvejen og alle fra Odense.

Oversigt

    Oversigt