Pensionist overfaldet

Odense Politi efterlyser nu en yngre mand efter et groft overfald på en invalidepensionist. Overfaldet skete i pensionistens lejlighed på Floravænget i det sydlige af Odense.

En indkøbstur endte med en kniv for struben

Den 48-årige invalidepensionist blev væltet omkuld efter en indkøbstur.
- Vi mener at overfaldsmanden har fulgt efter pensionisten hjem, det fortæller Vicepolitikommissær Poul Erik Overvad til TV 2/FYN.

Pensionisten er svagtgående og bruger rollator, og det kan have fået ham til at fremstå som et nemt offer, forklarer Poul-Erik Overvad. 

Overfaldet sker kort efter at pensionisten er kommet ind i sin lejlighed. Inden han får lukket døren bliver han væltet omkuld. Sekunder efter får han en mindre grøntsagskniv for halsen.

- Og så hører han overfaldsmanden sige "jeg vil have penge, ellers skærer jeg dig", lyder det fra Vicepolitikommissær Poul Erik Overvad.
Han er nu i gang med at orientere alle betjente om overfaldet.

Udover at skræmme pensionisten godt og grundigt, så fik røveren ikke noget ud af overfaldet. Pensionisten havde nemlig kun småmønter i pungen. Det fik røveren til at give op og flygte.

Politi jagter overfaldsmand

Odense politi har følgende signalement af overfaldsmanden.

Han er omkring de 20 år. 170 cm høj og af normal bygning. Ved overfaldet bar han en sort anorak med hætten godt trukket ned over ansigtet. Han talte dansk uden accent.

Eventuelle henvendelser kan gives til Odense Politi på tlf.: 66141448

Oversigt

    Oversigt